#35 Beskyt fortiden, sæt fremtiden fri!
<— Tilbage til Sophia-samtaler
I den 35. podcast om pejling af dannelse har docent, Ph.d. og musiker Jens Skou Olsen besøgt pædagogisk filosof og Ph.d. Thomas Aastrup Rømer.
Efter et par høflighedsfraser lægger Jens Skou Olsen hårdt ud ved at stille Thomas Aastrup Rømer spørgsmålet: Hvad er dannelse? Og ikke overraskende er der ikke plads til så meget væveri; svaret falder prompte og distinkt: For mig er dannelse er et begrebsmæssigt system, der præger pædagogikkens egenart. Det beskriver forholdet mellem praksis, frihed og kritik. Vi kan forlade vores praksis og lade kundskabsfeltet forlade sin funktion. Derved bliver vi i stand til at lege i den frieste vekselvirkning, fordi alt er muligt. Vi kan så vende tilbage om et par minutter, og et par dage eller om fem år, og kan måske ikke helt genkende det, vi kom fra. Dermed får vi muligheden for at forholde os kritisk til verden.
Pædagogikken er altså karakteriseret ved en historisk praksis, en fri vekselvirkning og en kritisk forholden sig. Derfor er det et problem, at kritik nu ofte bliver opfattet beslægtet med krænkelse. Når denne betydningsglidning finder sted, beror det på, at når vi har opløst historien og dermed verden, så vi har umuliggjort den frugtbare vekselvirkning mellem mennesker og kundskaber. Derfor udspringer krænkelsesparatheden af manglende ståsteder, en rodløshed. Kritik og poesi er nødvendige, hvis man vil undgå, at verden opdeles i dannelsesløs praksis og praksisløs dannelse. Det var en sådan opdeling, der f.eks. skabte en afmagt i forhold til nazismens fremmarch, der fandt sted i tyvernes og tredivernes Tyskland.
Dannelse opstår, når vi kan se verden med både egne og andre øjne, altså som et mellemværende både socialt og personligt med henblik på at blive til i verden. Modsætningen er bestræbelserne på at nivellere, så vi og verden ses som en grå masse. Dannelse består i, at eleverne, lærerne, forskerne bearbejder et kundskabsmateriale og oplever en frihed, der indeholder både fald og genrejsning.
Vor tids nedgøring af den dannende kritik tager form af evalueringer, som ofte sker digitalt, hvorved man unddrager sig de berigende personlige samtaler. På baggrund af de omsiggribende evalueringer udformes didaktiske og pædagogiske systemer, som får udefra kommende kritiske blik til at forsvinde. Derved opstår undertrykkende kvalitetssikringssystemer. Modsætningen til sådanne undertrykkelsessystemer finder vi inde i klasselokalerne, ikke mindst i de frie skoler, hvor vi finder de klassiske formater med lærere og elever, der taler sammen. Her eksisterer den slags liv, der udfolder sig uden opsyn, akkurat som det skete, da man underviste efter forordninger, der var udstedt af en konge uden magt. Vi har brug for en sådan konge, en passiv autoritet til at holde KL væk.
Hvis vi ser på det samfundsmæssige niveau, så har der været og skal der være en syntese i form af en vekselvirkning mellem frihed og lighed, hvor der er plads til stridbarhed og genstridighed. Men i kølvandet på globaliseringen er der sket en udvikling, som har afstedkommet en ufrihed og en statistisk lighed, der bunder i en nivellering – og som får det hele til at gå i stå. Vi må besinde os og erkende, at vi i skolen har en levende omgang med fortiden. Den er et ritualiseret sted, hvor læreren beskytter fortiden og det, der allerede findes, imod fremtidens invasion. Vi skal have kendskab til, hvor vi kommer fra og holde fremtiden åben. Hvis vi søger at opfylde fremtidsmål, tager vi fremtiden fra børnene. Vi skal undgå det, som synes at ske: at vi glemmer fortiden og indhegner fremtiden!
Lyt til samtalen mellem Jens Skou Olsen og Thomas Aastrup Rømer. Hold ørerne stive. Og lyt så nok en gang: Her er kundskabsstof at træde ud af og vende tilbage til.
Medvirkende: Jens Skou Olsen og Thomas Aastrup Rømer
Optagelse & klip: Jens Skou Olsen
Redaktion: Jens Raahauge og Jens Skou Olsen
Efter et par høflighedsfraser lægger Jens Skou Olsen hårdt ud ved at stille Thomas Aastrup Rømer spørgsmålet: Hvad er dannelse? Og ikke overraskende er der ikke plads til så meget væveri; svaret falder prompte og distinkt: For mig er dannelse er et begrebsmæssigt system, der præger pædagogikkens egenart. Det beskriver forholdet mellem praksis, frihed og kritik. Vi kan forlade vores praksis og lade kundskabsfeltet forlade sin funktion. Derved bliver vi i stand til at lege i den frieste vekselvirkning, fordi alt er muligt. Vi kan så vende tilbage om et par minutter, og et par dage eller om fem år, og kan måske ikke helt genkende det, vi kom fra. Dermed får vi muligheden for at forholde os kritisk til verden.
Pædagogikken er altså karakteriseret ved en historisk praksis, en fri vekselvirkning og en kritisk forholden sig. Derfor er det et problem, at kritik nu ofte bliver opfattet beslægtet med krænkelse. Når denne betydningsglidning finder sted, beror det på, at når vi har opløst historien og dermed verden, så vi har umuliggjort den frugtbare vekselvirkning mellem mennesker og kundskaber. Derfor udspringer krænkelsesparatheden af manglende ståsteder, en rodløshed. Kritik og poesi er nødvendige, hvis man vil undgå, at verden opdeles i dannelsesløs praksis og praksisløs dannelse. Det var en sådan opdeling, der f.eks. skabte en afmagt i forhold til nazismens fremmarch, der fandt sted i tyvernes og tredivernes Tyskland.
Dannelse opstår, når vi kan se verden med både egne og andre øjne, altså som et mellemværende både socialt og personligt med henblik på at blive til i verden. Modsætningen er bestræbelserne på at nivellere, så vi og verden ses som en grå masse. Dannelse består i, at eleverne, lærerne, forskerne bearbejder et kundskabsmateriale og oplever en frihed, der indeholder både fald og genrejsning.
Vor tids nedgøring af den dannende kritik tager form af evalueringer, som ofte sker digitalt, hvorved man unddrager sig de berigende personlige samtaler. På baggrund af de omsiggribende evalueringer udformes didaktiske og pædagogiske systemer, som får udefra kommende kritiske blik til at forsvinde. Derved opstår undertrykkende kvalitetssikringssystemer. Modsætningen til sådanne undertrykkelsessystemer finder vi inde i klasselokalerne, ikke mindst i de frie skoler, hvor vi finder de klassiske formater med lærere og elever, der taler sammen. Her eksisterer den slags liv, der udfolder sig uden opsyn, akkurat som det skete, da man underviste efter forordninger, der var udstedt af en konge uden magt. Vi har brug for en sådan konge, en passiv autoritet til at holde KL væk.
Hvis vi ser på det samfundsmæssige niveau, så har der været og skal der være en syntese i form af en vekselvirkning mellem frihed og lighed, hvor der er plads til stridbarhed og genstridighed. Men i kølvandet på globaliseringen er der sket en udvikling, som har afstedkommet en ufrihed og en statistisk lighed, der bunder i en nivellering – og som får det hele til at gå i stå. Vi må besinde os og erkende, at vi i skolen har en levende omgang med fortiden. Den er et ritualiseret sted, hvor læreren beskytter fortiden og det, der allerede findes, imod fremtidens invasion. Vi skal have kendskab til, hvor vi kommer fra og holde fremtiden åben. Hvis vi søger at opfylde fremtidsmål, tager vi fremtiden fra børnene. Vi skal undgå det, som synes at ske: at vi glemmer fortiden og indhegner fremtiden!
Lyt til samtalen mellem Jens Skou Olsen og Thomas Aastrup Rømer. Hold ørerne stive. Og lyt så nok en gang: Her er kundskabsstof at træde ud af og vende tilbage til.
Medvirkende: Jens Skou Olsen og Thomas Aastrup Rømer
Optagelse & klip: Jens Skou Olsen
Redaktion: Jens Raahauge og Jens Skou Olsen
/
RSS Feed