#32 Fællesskaber omkring læsning og nutidslitteratur i skolen
<— Tilbage til Sophia-samtaler
I Sophia-samtale #32 har Sophias Jens Raahauge besøgt Cecilie Bogh, der er forlagschef i Dansklærerforeningens Forlag. Samtalen kommer naturligt nok til at handle om børns og unges læsning, om den mangfoldige og nutidige litteratur, vi bør tilbyde dem, og om de fællesskaber omkring læsning, som kan styrke oplevelsen af, samtalen om og fordybelsen i litteratur – alt sammen for at skabe læselyst og for at bidrage til det udsyn, som gør verden større end læseren selv.
Cecilie Bogh har i små ti år været ansat i den del af forlagsbranchen, som udgiver bøger til undervisning. Hun har selv skrevet både fag- og skønlitterære tekster, ligesom hun er uddannet på den nu hedengangne Forfatterskolen for børnelitteratur, har en masteruddannelse i børnelitteratur og er uddannet læsevejleder. Hun er nok værd at gæste, hvis man ønsker at kigge ind i det læseunivers, som vi præsenterer for dagens børn og unge.
Ved samtalen udgang bliver hun bedt om at pege på hendes to største ønsker for forholdene omkring børns og unges læsning. Hun peger på ønsket om, at vi voksne påtager os rollen som voksenmodeller ved selv synligt at være læsere, samt at vi justerer vores syn på, hvad der er god litteratur for børnene og de unge, så vi får en større bredde og mere nutidighed ind i det udbud af litteratur, som vi præsenterer de unge læsere for.
Undervejs i samtalen fremhæver Cecilie Bogh litteraturlæsningen som en afsæt for at få et udsyn, der rækker ud over ens egen vante forestillinger, ligesom hun plæderer for den litteratursamtale, som en fælleslæsning kan afføde – til styrkelse af både oplevelsen af og fordybelsen i det læste. Endvidere begræder hun den skæbne, der er blevet skolebibliotekerne til del, og beklager, at man politisk foreslår besparelser på de centrale udlånere af materialer til skolerne, de såkaldte CFUere, hvilket vil modvirke alle tidens andre politiske signaler om styrkelse af børns læsning.
Hvis vi mener, at det er ønskeligt at styrke børns og unges læsning, må vi styrke de rammer, læs skolebiblioteket og skolebibliotekaren, der giver adgang til læsestof, ligesom vi må revidere vores syn på, hvad god litteratur til børn og unge er, så de får adgang til mere mangfoldighed og mere ”vores egen tid”.
Medvirkende: Jens Raahauge og Cecilie Bogh
Optagelse & klip: Jens Skou Olsen
Redaktion: Jens Raahauge og Jens Skou Olsen