Dannelse efter gymnasiereformen
Den reform, som forårets politiske og faglige diskussioner af gymnasieskolens fremtidige indretning mundede ud i, forekommer på mange måder splittet. På den ene side var der hele tovtrækkeriet omkring karakterer som selv forligspartierne i dagene efter indgåelsen af forliget havde svært ved at redegøre for, samt tekster, der kunne pege på en læringsmålsstyring à la folkeskole, men på den anden side er der også stærke formuleringer om formål og dannelse.
Derfor ønsker vi i SOPHIA at være på forkant med implementeringen ved at give dannelsen og formålstænkningen et gedigent rygstød med konferencen. Det handler om at præsentere en mulighed for et styrket gymnasium med stærke dannelses- og videnselementer, så både praktikere og sågar ledere og politikere kan være med til sikre, at gymnasiet ikke falder i folkeskolens fælde, men hæver sig over læringsmål og pædagogiske overgreb, og finder sig til rette i tråd med sin tradition og med et stærkt fundament for fremtiden.