Vores mindretals-identitet kan ingen tage fra os
Jens Raahauge har mødt fire
unge gymnasieelever fra det danske mindretal i Sydslesvig.
De er noget særligt, de mindretalsunge fra grænselandet. Når jeg har mødt nogle af dem ved folkemøder og skole- messer, har jeg været fascineret af, at de både udstråler den typiske forskellighed, som hører moderne unge til, og en bevidsthed om at tilhøre et stærkt fællesskab. Hvad er det, der binder dem sammen? Det har jeg sat mig for at kigge nærmere på og har derfor sat fire af de unge stævne på Duborgskolen i Flensborg.
På vej fra Flensburg Bahnhof til Duborgskolen genkalder jeg mig ferieminder fra 1950’erne hos min tante Anni, hvor
jeg fornemmede skarpe skel imellem at være dansk- eller tysksindet. Og jeg følte som dengang en sær tryghedsfor- nemmelse, da jeg passerede Flensborg Avis og Det danske Centralbibliotek inden den fordømt stejle og lange Marien- treppe, der drejer fra Norderstarsse op til Duborgskolen. Nu var jeg parat til at møde Jeelka, Schirin, Sirka og Wilma fra de
to danske gymnasier i Sydslesvig, Duborgskolen og A.P. Møller Skolen, som tog imod mig i skolens kantine.
At leve mellem to kulturer giver styrke
Men tiderne er ændret; det står klart for mig, så snart vores indledende præsentation er overstået. Her er ingen, der trækker danske rødder langt tilbage i tiden. En har tysk far og dansk mor. Tre har tyske forældre. Men alle har valgt, at deres børn skal gå i dansk børnehave, skole og gymnasium og dermed vokse op med den styrke, der ligger i at have en tosproget opvækst.
På mit spørgsmål om, hvorvidt de har valgt at gå i danske institutioner, fordi det sikrer dem adgang til gratis uddannelse i Danmark, ryster de på hovedet. ”Hvem i børnehaven tænker på at få en gratis uddannelse?” Men måske kan det spille ind hos nogle forældre, fordi de vil det godt for deres børn. Det er imidlertid ikke det væsentlige, hvilket er at lade deres børn gribe muligheden for at kunne vokse op med en adgang til to sprog, to kulturer og muligheden for at vælge, hvem man vil være.
Læs mere DANSK, december 2022 #4