Åndskompensation

Velmenende kræfter taler om ånd, dannelse og formål for døve øren, mens vanviddet fortsætter. Flødeskum taber til rugbrød. ”Lad dem dog snakke…”. Strukturelle magtformer vinder over tænkning … Hvordan undslippe dette alt for triste, ritualiserede og forudsigelige uføre?

Kampberedte er vi, og ordene er vore eneste kanoner. Når de taler om læringsmål og fremdriftsreform, taler vi højstemt om formålsparagraffer og dannelse. Når de påstår, at Danmark
er en virksomhed, replicerer vi, at vi må værne om retten

til at stille fundamentale spørgsmål til en åndløs tids svage værdier. Når de nudger de unge til ikke at søge nærkontakt til humaniora, så taler vi de humanistiske fag og tankeformer op som mere nødvendige end nogensinde.

Til tider er det som at deltage i en ritualiseret pardans mellem antitetiske positioner. Vi får lov til at snakke, skrive og måske også undervise; men det får ingen som helst betydning, når den nødvendige politik designes, eller forvaltningsmaski- ner kører. Principielt er der ytrings- og åndsfrihed i dette land – men i praksis er både den ’røde’ og den ’blå’ blok enige om, at uddannelsessystemets primære grund til at være til er at ’producere’ konkurrencedygtig arbejdskraft, der kan bidrage til at holde gang i nationens produktivitet. Den såkaldte venstre- fløj tør ikke røre ved begreber som ånd og dannelse for ikke at risikere at blive kaldt for elitære og ’ufolkelige’ – hvorimod den konservative højrefløj er sikker på, at den har monopol på at hylde og hæge ved disse størrelser, der altid-allerede er passet ind i en reaktionær, nationalistisk og tilbageskuende logik.