Skolen skal arbejde med elevernes åndelige udvikling
INTERVIEW. Skal skolen arbejde med elevernes ’åndelige udvikling’? Ifølge loven så skal den faktisk – om end det er en dimension, der har været fortrængt lige siden, den blev indført. Men nu har Religionslærerforeningen besluttet at kaste lys på området. Interview med formand John Rydahl, der her giver sit bud på, hvad ’åndelig udvikling’ er – og hvorfor det er en skolesag.
En fortrængt dimension?
I 1975 blev ’elevernes alsidige udvikling’ en central del af folkeskolens formålsparagraf. Som det er formuleret i den nuværende §1, skal skolen i samarbejde med forældrene bibringe eleverne kundskaber og færdigheder samt fremme den enkelte elevs alsidige udvikling. Men hvad dækker det over? I 1975-loven defineredes elevernes alsidige udvikling som elevens intellektuelle, sociale, fysiske og følelsesmæssige udvikling.
Med de politiske drøftelser i forbindelse med revisionen af skoleloven i begyndelsen af 1990’erne blev fortolkningen af elevens alsidige udvikling dog noget mere differentieret. Det ses i de generelle bemærkninger til loven fra 1993, hvor man kan læse, at elevens alsidige udvikling også omfatter elevens musiske, åndelige og etiske udvikling (der defineres som værdier og holdninger). Helt konkret lyder formuleringen i bemærkningen til 1993-loven: ”Den enkelte elevs alsidige, personlige udvikling indbefatter både åndelig, intellektuel, musisk, fysisk og social udvikling.”
Læs mere på Gruntvigs Forum