Sæt faglighed på dagsordenen!
Et af de udsagn, det er lettest at få bejaende nik til bordet rundt, er: Vi må styrke fagligheden! Og hvis man gerne vil fra bordet med følelsen af en succesoplevelse, skal man ile væk, inden en samtale om faglighedens indhold starter. Der er så mange meninger om, hvad det indebærer at tale om faglighed, at vi må starte forfra med at drøfte, hvad det er for en størrelse. Og vi må starte fordomsfrit – uden at gå i forsvarsposition.
Det var intentionen, da Dansklærerforeningens Folkeskolesektion ønskede at sætte begrebet til debat på Folkemødet. Panelet stod klar: folkeskolelærer Mette Frederiksen, professor og rektor Lene Tanggaard og formand for DLFs undervisningsudvalg Regitze Flannov. Og jeg havde fået tildelt opgaven som moderator.
Inde i min imaginære tænkeboks genlæste jeg Steen Nepper Larsens veloplagte opgør med tidens Evalueringsfeber og evidensjagt stødte jeg på et herligt udslag af forfatterens besøg på Hørsholm Genbrugsstation, hvor han i en container havde fundet en gammel dansk-tysk ordbog. Af den fremgik det, at begrebet ‘fag’ udspringer af ‘at fuge’; faglighed består altså i at fuge noget sammen. Vi, der underviser i fag, er altså en slags fugemestre, som må tage stilling til, hvad det så er væsentligt at få sammenfuget. Her peger Steen Nepper på to tilgange: guiden, der sætter eleverne på fagligt krydstogt, hvorefter de største highlights kan hakkes af – eller den Fremdenführer, der bringer eleverne frem til det væsentlige, som de så kan fordybe sig i.
Panelet accepterede min fuge-metafor. Og dybest set mener jeg, at vores eneste måde at genopdage den humanistiske, alment dannende grundskole på er at finde frem til metaforer, som sætter tanken fri, og som pacificerer teknokraterne.
Der kom en debat ud af det, som jeg efter sommerferien vil søge at følge op på. Her skal jeg blot nævne tre vidt forskellige udsagn, som kom ned på min blok samme aften.
Mette Frederiksen omtalte sin datters lærer, der havde fuget elevernes sammen med den store litteratur i et valgfag, der havde virket, så datteren en aften under madlavning pludselig udbrød: “Mor, synes du Haruki Murakami har et utroligt smukt sprog?” Hendes datter havde været i hænderne på en eminent Fremdenführer, og man kunne umiddelbart efter udsagnet fornemmet en anderledes åndedræt fra samtlige tilhørere. Og de var mange.
Regitze Flannov var en af dem, der tilhøreladende blev positivt ramt af denne beretning. I det hele taget forekom det mig, at Regitze Flannov tog til sig med åbent sind. For som hun sagde, så er de faglige foreningers eksistens og input så væsentlige for Danmarks Lærerforening, og et af hendes udsagn var, at det forekommer væsentligt, at alle lærere har adgang til efteruddannelse i deres fag. Hendes åbenhed og udsagn kan jeg kun tolke i retning af, at vi har behov for undervisere, der kan mere end at guide elever rundt i hakaf-manegen.
Lene Tanggaard fortalte blandt meget andet, at hendes designstuderende skal ud i et arbejdsliv, der er gennemdigitaliseret. Men i undervisningen på designskolen var det klart, at for at kunne begå sig digitalt, må man mestre de basale analoge teknikker; man skal kunne løse opgaver med blyant, saks og hobbykniv for at kunne mestre sit felt. Dette lød som toner fra en anden verden end den, der hælder en stor del af grundskolens undervisningsmidler i digitaliseringens dybe kar.
Se, det var sådan en samtale, der fik mig til at gå ind i sommeren med optimisme. Også selv om Lærermødet 2022, som jeg sammen med andre havde brugt mange timer på at forberede, måtte aflyses. For få tilmeldinger!!
Mange af dem, jeg talte med, kunne ikke få fri, men skulle være på skolen. Også blandt skoleledere synes der at være behov for Fremdenführere!
Læs mere på Folkeskolen.dk
