Digitalibanere

Det står mig mere og mere klart, at den måde, vi har trumfet en digitalisering af skolen (og samfundet) igennem på, ligner et overgreb på det basalt menneskelige.

Vi ved, at den belgiske konge og massemorder Leopold den Anden omkring år 1900 brugte afhugning af congolesiske landsbyboeres hænder som straf for, at de ikke opfyldte kvoterne for udvinding af gummi. Det var ren terror.

Vi ved, at fundamentalistiske talibanere følger en middelalderlig læsning af sharia-lovgivningen og hugger hænderne af tyveknægte. Det er ren umenneskelighed.

Men det virkeligt rystende for mig er, at vi selv med den forcerede digitalisering i samfundet generelt og i skolen specielt udfører en særligt raffineret afhugning af hænderne. Det var den tyske historiker Jochen Hörisch, der fik mig til at se digitaliseringen i dette perspektiv, når han påviser vores kulturs prioritering af hovedet på bekostning af hænderne. ”Du klarer dig for godt i skolen til at skulle være håndværker. Du skal da i gymnasiet.” ”Vælg noget med IT, så tjener du noget mere end en sygeplejerske!” Eksemplerne på, at håndens arbejde har lavere status end hovedets, er ikke blot utallige; det er udtryk for en generel tendens. Og det er ikke alene skammeligt, men også skadeligt, for – som jeg skrev i den tidligere blog: ”Hænderne er den fineste forbindelse, vi mennesker har til og i den virkelige verden. Filosoffen Friedrich Schlegel kalder hænderne for fornuftens følehorn, fordi de sanser verden, og de lader i tilgift fornuften komme til udtryk, fordi hænderne er det, vi gør.”

Fordi jeg ikke har kunnet få det overgreb, vi har udsat hænderne for, ud af hovedet, har jeg set mig omkring efter yderligere belysning af problematikken. Den britiske filosof Raymond Tallis fremfører i sin fine, lille bog The Hand den betragtning, at den afgørende forskel på mennesket og andre pattedyr beror på, at vores art rejste sig op og udviklede en brug af kompliceret anvendelse af hånden, så den både kunne håndtere forskellige materialer, værktøj og redskaber og kunne give os den selvbevidsthed, som følelsen af handlefrihed fører med sig. Evnen til en sådan kompleks og sanselig udforskning af vores omgivelser har bidraget til, at vi har udviklet symboler og sprog – og håndens sansninger kan derfor betragtes som en af forudsætningerne for vores civilisation.

Mere jordnært i forhold til vores arbejde i skolen beskriver uddannelsesforsker Dorte Ågård i bogen Skærme i skolen den skade de seneste 15 års jublende digitalisering af hele vores uddannelsesstem har medført. Den undervisning, som bygger på krop, koncentration og fællesskab, er med en it-domineret hverdag blevet underløbet. Derfor har vi i dag en skole, et uddannelsessystem og en forskning uden kompas; en skole der råber på viden og dannelse og begrænsning af it. Bogen er et opråb, der kalder på, at vi alle besinder os og bliver oldtidslevn, der underviser i en klasse, et fællesskab, og anvender analoge undervisningsmidler, idet vi selvfølgelig overvejer, hvor det giver mening at anvende it. […]

Læs videre her: Folkeskolen.dk