“Den rigest mulige veksel-virkning…”
Dannelsesbegrebet har en rig virkningshistorie, som vi altid- allerede er filtret og fedtet godt og grundigt ind i, før vi åbner munden, lader eftertankerne flyve og indlader os på at lade fingrene glide hen over tastaturet for at skrive et essay, dvs. at forsøge (af fransk: essayer) at vederkvæge læseren med ord, der ikke tidligere har set dagens lys i form af netop disse koblinger i denne specifikke kontekst.
Dannelse er et uhyre omstridt begreb, som det falske alt for let sniger sig ind i. Dannelse er nemlig andet og mere end dannethed, blær og gode manerer. Dannelse er ikke kun noget for velbjærgede bedsteborgere og andre særligt privilegerede og kulturelt beåndede segmenter. Men det er også andet og mere end uddannelse og kan absolut ikke reduceres til en effektiv og behørig indløsning af en række lærings- og kom- petencemål. Dannelse er heller ikke noget, som dansk- eller historiefaget har monopol på at fremmane, navngive og drøfte endsige noget, som kun hvide vesterlandske mænd har syslet med de seneste 250 år i slipstrømmen på oplysningstiden, nyhumanismen og romantikken.
Således er det på mange måder langt nemmere at sige, hvad dannelse ikke er – eller ikke kun er, det vi sige at betræde en distinktionsbevidst via negativa – end at tage livtag med at positivere, hvad dannelse er […]
Læs videre her: Tema: Dannelse: Dansk, Medlemsblad for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion