Frihed i fællesskab

I pædagogisk balancekunst må vi konstant bevæge os mellem forskellige markeringer, som har det med altid at røre en smule på sig. Så vi må knibe øjnene sammen for at skimte det, der byder sig til i det dunkle.

Lige for tiden er jeg optaget af at læse Irene Vallejos Evigheden i et siv. Historien om bogen fra forlaget Gutkind. Den bog, som graver dybt i fortællingen om det skriftsprog, som på en gang fastholdt beretningerne og tog mundtlighedens dynamiske liv af dem. Vi følger processen, hvor Alexander den Stores indsamling af alverdens skrevne litteratur til biblioteket i Alexandria markerer paradigmeskiftet fra mundtlig til skriftlig kultur, symboliseret ved hans helt, Homer, der som senere brødrene Grimm og vores egen Evald Tang Kristensen sætter ordene på bogstaver.

Vallejo trækker tråde til alverdens fænomener fra bogens historie og viser, at vores kulturelle rodnet har godt fat i den oldgræske filosofi, videnskab og kultur, ligesom bogens anden halvdel lader os suge næring i det romerske, denne kultur, der er grundlagt på brodermord og voldtægt af røvede kvinder. Her er smæk for skillingen.

Det at jeg må og skal genlæse bogen, nok mere end én gang, fik mig til at tænke på året 1985, hvor svenske Lars-Olof Franzén fik udgivet romanen De rigtige elskere (Gyldendal), egentlig en bog om kulturradikalismen / Georg Brandes, men som i sin henlæggelse af handlingen til nutiden kom til at handle om at finde balancen mellem frihed og fællesskab, i god pagt med Hegels påpegning af, at vi kun kan være frie i fællesskab. Den blev den eneste bog, jeg fik læst i det år, indtil den var løsblade […]

Læs videre her: Folkeskolen.dk