Når evidens bliver politisk

Archibald Cochrane fandt altså som en af de første ud af, at evidens kan få folk til at lytte. Han var ikke den sidste. I løbet af 90’erne gjorde Tony Blair det til en del af Labours politik, at den skulle være »evidensbaseret«. Ikke kun inden for sundhedsområdet, men også inden for fx social- og uddannelsesområdet.

I 00’erne vandt samme tanke indpas i Danmark, og det har skabt intern debat blandt forskere. Dels om hvad der er rigtig evidens, dels om hvorvidt evidens i den mere naturvidenskabelige forstand er brugbar inden for eksempelvis uddannelses- og socialpolitik.

Er det fx hensigtsmæssigt, at skolepolitikken bliver udformet på baggrund af store internationale metastudier og lodtrækningsforsøg? Ikke ifølge lektor Steen Nepper Larsen fra Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse.

»Når vi taler om uddannelse og komplekse sociale spørgsmål i det hele taget, så mener jeg ikke, at det kan formaliseres. Du kan måske sige noget om, hvordan man gør en uddannelse effektiv i forhold til at få uddannet arbejdskraft så hurtigt og billigt som muligt, men der er talrige dimensioner af livet og det at være studerende, som man så går glip af«, siger han.

For Steen Nepper Larsen handler politikernes brug af evidens derfor også om, hvad de gerne vil gennemføre af beslutninger. Han har igennem sine mange år som uddannelsesforsker iagttaget, hvordan skiftende regeringer og ministre har haft forskellige syn på den sag […]

Læs videre her: Akademikerbladet