Dannelse – Et forårsskrig for det (u)mulige menneske
Af Dorte Brøchner Jessen & Marie Hyldgaard Kjeldsen
”Det er tidligt om morgenen. En morgen så skøn som den første på jorden! Nybyggerne i Bjørnegrotten kommer vandrende gennem deres skov, og rundt om dem er al forårets herlighed. I alle træer og alle bække og alle grønne krat lever det, det kvidrer og suser og bruser og risler og synger, overalt lyder forårets friske, viltre sang.
Og de kommer til deres grotte, deres hjem i vildmarken. Og alt er som før, trygt og velkendt, elven, som bruser dernede, skovene i morgenlyset, alt ligner sig selv. Foråret er nyt, men det ligner sig selv.
”Bliv ikke forskrækket, Birk,” sagde Ronja. ”Men nu kommer mit forårsskrig!”
Og hun skreg, skingert som en fugl, et jubelskrig, der hørtes langt ind i skoven.”
De to nybyggere i Bjørnegrotten er Ronja og Birk. De har som noget overraskende nyt fået lov til, at bosætte sig i skoven sommeren over. Skoven som de kender så godt, men som samtidig indeholder så meget mere end det, de kun aner. Det er et smukt og vidunderligt farefuldt eventyr, som de sammen indtager med alt det, de allerede er, det de allerede ved og alt det de hverken er, ved eller kan forestille sig endnu.
Egentlig slutter Astrid Lindgrens eventyr om Ronja Røverdatter her, men med en ny begyndelse som Ronjas forårsskrig bliver et symbol på eller et ritual for. Noget nyt i det allerede kendte. Ronja er brudt ud af den trygge røverhule og har slået sig ned i skoven sammen med den rivaliserende røverkonges søn, Birk. Ronja og Birk har nu fået muligheden for at skabe noget nyt og uforudset; måske nærmest umuligt ifølge deres fædre. Denne nye begyndelse er opnået ved gentagende gange i indlevelse at gå på opdagelse, tænke, afprøve, italesætte, dømme og handle. Hele bogen bygger op til denne løsrivelse og nye begyndelse med en række modstandsfulde hændelser, der medfører erfaringer med det at være til som menneske sammen med andre og andet. Ronja kommer til verden og dumper ind i en røverhule med alt, hvad det indebærer af leveregler og levemåder. Det, der skal forme hende til den plads, der er tilset hende i røverflokken og dermed bidrage til røverflokkens overlevelse. Men som det også er hendes opgave som den nye generation at overskride. Ikke for at ødelægge den verden, hun selv er en del af, men for at bevare den ved at forny og forbedre den. Det er et forårsskrig for tilblivelse. Ikke blot for Ronjas egen tilblivelse, men for verdens bestandige tilblivelse. Et skrig for og med en tilbagevendende kraft som ikke blot hører foråret til, men som også finder sted i et fortløbende arbejde med pædagogik, didaktik og dannelse.
Pædagogik og didaktik er som begreber og faglige områder betydningsfulde for dannelse, særligt når der er tale om samfundets pædagogiske institutioner som vuggestue, børnehave, skole og uddannelse. Dannelse. For nogen et støvet begreb, der ikke har meget at tilbyde i et effektivt, målstyret og omstillingsparat samfund. For andre et ord, der vækker talrige fornemmelser og indre billeder af menneskelig tilblivelse, med alt hvad det indebærer af koblinger mellem eget levet liv og en verden, som kan berige og beriges, volde besvær og besværes. For dem der i dannelse ser og lytter til verdens historiske, aktuelle og potentielle udtryk, former, lyde og farver, vil der ofte være en nysgerrighed overfor egne og andres opfattelser af, hvad vi forstår ved netop det at være menneske. Dannelse er der, hvor der skabes forbindelse mellem det enkelte menneske og alt det der rækker ud over den enkelte. Det er når det pædagogiske arbejde har øje for andet og mere end det der ligger lige for, at dannelsesmulighederne forekommer.
I det enorme filosofiske grundlag som pædagogik har at stille sig på, er det uomgængeligt, at mennesket er pædagogikkens centrale kraft. Derfor må den, der vil beskæftige sig med pædagogik og dannelse også forholde sig undersøgende og nysgerrigt til spørgsmål om, hvordan vi kan forstå det at være og at blive til som menneske. Forstår vi mennesket som et objekt for anskuelse og forklaring, eller som et væsen; som subjekter, der i uforudsigelige retninger sanser, erfarer, tænker og reflekterer selvstændigt og sammen med andre? I en sådan dikotomi forledes man let til at ville svare med et enten-eller. Pædagogikkens filosofiske opgave er dog at fordybe sig i svar, der forsøger med både-og. En fordybelse der vil føre os ud i dannelsens landskaber, der både har rammer og vidde; historie, nutid og fremtid.
Der er hverken garantibevis eller byttemærke på mennesket. Dette karikerede udtryk kan virke fjollet, men det siger noget om, at vi ikke kan undslippe mennesket. Vi kan ikke slippe for at forholde os til menneskets både-og, subjekt og objekt, sjæl og legeme, forstand og sanselighed. I dette lys kan menneskers opgave ikke være blot at blive til noget, som et færdigt og fuldendt subjekt. I stedet må vi nok acceptere en præmis, der går på, at det er selve den proces; at blive til som menneske i verden, der kendetegner mennesker. Vi kan gøre brug af utallige måder at være, gøre og tænke på. Indeholdt i disse tre verber er både noget sansende, erfarende, noget kropsligt og potentiel brug af egen fornuft og dømmekraft. Det der kan virke abstrakt, når vi taler om mennesket som både-og, bliver hermed også noget meget konkret, fordi vi må interessere os for, hvem andre mennesker er, hvad de gør og hvad de tænker. For at dette arbejde kan finde sted i pædagogisk forstand, er der brug for et mellemværende, noget at være eller at blive fælles om. Dette mellemværende er verden, og dermed også en uendelig mængde at eksempler på, hvordan mennesker kan være, gøre og tænke. Som når vi læser om Ronja og Birk, når vi hører eller læser om historisk skelsættende perioder eller begivenheder, når vi i et forsøg fornemmer eller ser fysikkens love udspille sig, og sådan kunne det blive ved… Disse eksempler har vi adgang til på mange niveauer. Som noget levet mellem mennesker, noget praktisk og konkret og som noget intellektuelt.
Hvis vi et øjeblik vender tilbage til Ronja og Birk, så fik de i kraft af deres venskab og deres erfaringer i skoven og grotten øjnene op for, at de eksempler på at være, gøre og tænke, som deres forældre havde vist dem, både rummede noget de holdt meget af, men også noget de måtte gøre op med.
Denne dobbelthed af indlevelse og overskridelse, samt Ronja og Birks vurderinger, stillingtagen og handlekraft bliver mulig i kraft af deres erfaringer med at være en del af en røverflok og erfaringer fra deres tilværelse i skoven med alle de leveregler, modstande, farer og fristelser, det indebærer. Erfaringer der på samme tid både er helt enkeltstående for Ronja og Birk, men samtidig forbinder dem med noget mere. Noget alment gyldigt ved det at være og blive til som mennesker. Erfaringer der er af merbetydning og forbundet med indsigt. De giver betydningsrigdom og meningsfylde, der vil sætte tydlige spor i erindringen, som Ronjas forårsskrig gør. Der er noget ved det forårsskrig, som rækker ud over Ronja og Birk. Det er et skrig for frihed til at kunne træffe valg med omsorg for både det, der forlades og det nye, der skal til at begynde. En bøvlet og uforudsigelig gentagelse som vi i skole og uddannelse bør være opmærksomme på, i vores fortsatte pædagogiske arbejde med børn og unges tilblivelse.
Til collagen af citater:
Ønsker vi at befordre æstetiske erfaringer hos børn, så de som voksne kan tænke udvidet, skal vi ikke kun stimulerer deres sanser. Sanselige oplevelser er begyndelsen, men mening stiftes der først, hvor sanselig oplevelse bliver til sensitiv erfaring. Og denne erfaring skal kobles med tænkning, med muligheden for at tænke efter, så sensitiviteten ikke går tabt med tiden. (Dorthe Jørgensen, Nærvær og eftertanke s. 267)
Dannelsens fineste formål er at bygge bro mellem det individuelle og det almene; at være engageret ud over sig selv i det fælles. (Fra Sophias dannelsesskrifter)
