Første dråbe med duften af dannelse

Dannelsesbegrebet har en lang og traditionsrig historie. Det lader sig dog ikke så let indfange i en kort definition. Når vi i Sophia alligevel ønsker at placere dannelse som et helt centralt humanistis kritisk begreb i forhold til skole og uddannelse, skyldes det, at dannelsesbegrebet som teoretisk figur kan bidrage til en udvidet mulighed for i praksis at komme til en forståelse af, hvad det vil sige at blive et frit og ansvarligt menneske.

Dannelse er menneskets ophav som menneske. Det er gennem dannelsen, vi bliver til som mennesker. Det er i mødet med de andre, det andet, verden og os selv, at vi dannes som mennesker. Dannelsen tager udgangspunkt i mennesket og danner det som sådant. Derfor er dannelsens idealer evigt vedkommende.

Dannelse er ikke det, der er tilbage, når vi har glemt, hvad vi har lært. Mennesker lever i det sociale, og dannelse er ikke noget andet eller isoleret fra det, et menneske tænker, sanser, ved eller gør. På samme måde er frihed ikke friheden til at gøre, hvad man har lyst til. Derimod er et menneske kun frit, hvis det forstår og handler efter, at dets frihed er betinget af ethvert andet menneskes frihed. I denne forståelse vil vi som mennesker blive til mennesker ved i indlevelse og øvelse at tage ansvar for os selv, hinanden og den verden, vi lever sammen i.

Dannelsens perspektiver retter sig mod både individet, fællesskabet, viden og kunnen. Dannelse er specifikt den menneskelige dannelse der ikke lader sig indfange som hverken mål eller proces, men må forstås som et begreb, der kredser om begge dele; både den proces som ethvert menneske gennemgår for at blive til sig selv, og de efterstæbelsesværdige idealer, der opstilles af hver generation. Dannelse er menneskets måde at blive til som netop menneske på i samspil med noget andet og nogle andre i en fælles verden […]

Læs videre her: Folkeskolen.dk