Kvælertag på dannelsen

Efter at lærerne nu bliver sat mere fri i opfyldelsen af læringsmålene, skal dannelsen atter på dagsordenen og knyttes med et snuptag til de fastsatte kompetencemål. Men det lyder snarere som et kvælertag.

Alle har nu indset, at læringsmålstyringen var et korset, der som alle andre snørliv fjernede ilten fra de korsetterede. Derfor skal der nu løsnes. Men problemet med snørliv, spidse sko og andre kropsbegrænsere er, at skelettet tilpasser sig og degenererer. Derfor kan man ikke bare løse op. Vi må se på konteksten. Hvordan kompenserer vi eller ligefrem genopbygger de deformerede ribben og de forknystede fødder?

Tilsyneladende har man fundet en løsning ved at koble de kompetencemål, som fortsat eksisterer, sammen med dannelse. Men det er jo bare et plaster på et skelet! Man har jo ved udskiftningen af undervisningsmål med læringsmål kogt skelettet rent for kød. 

Den gode underviser har altid haft elevernes læring for øje, men altså også så meget mere, nemlig elevernes dannelse og dermed tilknytning til et fællesskab. Ved en fokusering på læringsmål kan man ganske rigtigt lade hver enkelt elev berige sig med en række kompetencer. Og det er fint for eleven og for arbejdsmarkedet. 

Men det har jo ikke noget med dannelse at gøre, i hvert fald ikke i ordets oprindelige brug i dansk skoletradition i særdeleshed og i filosofien i almindelighed. 

I det Styhrske Cirkulære fra 1899 anvendes betegnelsen Aandsdannelse som noget grundlæggende for undervisningen; altså en fornemmelse for, at der er noget uden for en selv, der er større end en selv. Opnåelse af en sådan fornemmelse har været bærende i den danske skole siden og frem til den reform, som pt er grundlaget for lærernes arbejde. Men opnåelsen har været nøje knyttet til undervisningen, fordi det at undervise rummer andre aspekter end elevernes læring og opbygning af kompetencer […]

Læs videre her: Folkeskolen.dk