Det fælles tredje: poesien i sproget er vores kulturs livline!
Filosofi kan – i bedste fald – gøre en forståelse klar. Digtningen kan gøre den nærværende.
K.E. Løgstrup, Den etiske fordring
I disse år udkæmpes en kamp over alt i vores kulturs mange institutioner og vandhuller: En kamp, der handler om, hvordan vi bedst skaber mening, værdi, beskæftigelse, livsglæde og livsduelighed. Vores arbejdsmarked og hele sociale verden – som tidligere i høj grad var til at forstå, forberede sig til og måske ligefrem forudsige – er blevet flydende, turbulent og uforudsigelig. Vores velkendte institutioner og kultur- bærere skifter ham, splittes op, privatiseres, nedlægges og transformeres, og vi må erkende, at vi ikke længere hverken kan håbe på eller forvente blot en smule stabilitet og klart udsyn for os og for vores børn. Hvad gør en kultur midt i et stormvejr?
En kultur i stormvejr skifter fra det lange lys til det korte lys. Det er som at køre bil i kraftig snefygning eller tæt tåge. Det lange lys er diffust og lyser alt for meget op af al den tur- bulens, der truer os: Det lader os se mere af stormvejret, end godt er. Det korte lys nøjes med at vise os det nære, som vi kan handle på og måske gøre noget ved. Vi bevæger os fra langsigtede investeringer til kortsigtet brandslukning.
Fra vækst – forstået som det generative, som den langsomme modning af umodenhed gennem tålmodig næring, udfordring, dannelse, besindelse og mestring – til hurtig operationalisering gennem konstruktion og produktion. Vores overlevelse får første prioritet, og vi optimerer: vi skærer alle de charmerende irrelevanser fra, da der ikke er tid til leg, poesi, humor, eksperimenter og vildveje, når det brænder.
Vi har ikke tid til pjat, da alt må investeres i vores lige-nu-og-her-overlevelse. Alt må tilføres en rettethed, et mål og et formål, som vi kan formulere, begrunde og opfylde. Vores hele liv og virksomhed rettes mod håndter- ing af de nære udfordringer, som vi kan se nu og her. Men hvad er egentlig et mål for noget, hvad vil det sige at målsætte og målformulere…
Læs mere her: Dansk 1/2018