Æstetisk læring

Æstetisk læring forudsætter »lydhør tilstedeværen, genuin erfaring og eftertænksom refleksion«. Det er det, der skal til for at komme fra indlæring til æstetisk læring.

Intet menneske går gennem livet uden at lære. Vi er ›lærende væsener‹. Mulighedsvæsener født med potentialer, der som udgangspunkt er ringe udviklet. Ufærdige væsener, der må lære for at overleve, og vi lærer gennem mimesis – ved at efterligne. Denne læring involverer meget forskelligt i os. Ikke kun evnen til at tænke kalkulerende, men også evnen til at fortolke. Ellers bliver resultatet efterplapring, og det er ikke rigtig læring.

At fortolke forudsætter imidlertid, at vi er opmærksomt til stede der, hvor vi er. Den fortolkende tænkning kræver, at vi sensitivt erfarer det, som tildrager sig i vor tilstedeværen, og at vi reflekterer eftertænksomt over det, som vi erfarer. Den kræver læring, som bygger på fornemmende erfaring og sensitiv tænkning. Det vil sige æstetisk læring.

»Hvis vi vil styrke den åndelige udvikling, må vi befordre den fortolkende måde at tænke på, der kræver lydhør tilstedeværen, genuin erfaring og eftertænksom refleksion. Vi må prioritere æstetisk læring.«

Æstetisk læring består ikke kun i at aktivere sanserne. I dag har forstandens kalkulerende tænkemåde høj prioritet. Det er den, der stimuleres med den vidensindlæring, som de fleste tests fokuserer på. Kroppen og sanserne er også genstand for opmærksomhed. Det er de for eksempel, når der bliver krævet mere fysisk bevægelse i skolen.

Men med dette følger der ikke nogen åndelig udvikling (til forskel fra kropslig eller intellektuel udvikling). Hvis vi vil styrke den åndelige udvikling, må vi befordre den fortolkende måde at tænke på, der kræver lydhør tilstedeværen, genuin erfaring og eftertænksom refleksion. Vi må prioritere æstetisk læring.

Æstetisk læring bygger på æstetiske erfaringer, der adskiller sig fra æstetiske oplevelser ved at omfatte mere. Æstetiske erfaringer er ikke kun sanselige, men sensitive; de er af en følsomt fornemmende karakter. Derfor rummer de allerede i sig selv et element af tænkning – en æstetisk og som sådan sensitiv refleksivitet, dvs. følsomt fornemmende tænkning.

Det er forstandens tænkemåde, vi anvender, når vi kategoriserer. Det er den, vi bruger til at identificere og definere med – til at holde det ene ude fra det andet. Med den af fornuften styrede fortolkende tænkemåde genforbinder vi derimod det analytisk adskilte. Den lader os overskride givne kategorier ved at tage pejling efter et højere niveau i tanken; sådan bringer den begreberne i bevægelse.

Læs mere her: Kirken underviser 4/2015