Tankeløs testning: Betragtninger om succes, formål og meningen med at holde skole
De nationale test har fået en ny rolle som grundlag for vurderingen af skolens succes. Dermed flyttes fokus fra folkeskolens brede dannelseshorisont, som den kommer til udtryk i fx formålsparagraffen, og i denne artikel vil jeg identificere 4 afledte, poten-tielle problemer ved udviklingen. Problemerne er ikke skarpt adskilte, men viser på hver sin måde en væsentlig pædagogisk faldgrube. Slutteligt vil jeg skitsere et bud på, hvordan evalueringsforskning kan være med til at vende denne udvikling således, at skolen – og ikke mindst dens pædagogiske praksis – kan opfattes som byggende på nogle formål, der har værdi i sig selv.
Hvorfor holder vi skole? Svaret på dette spørgsmål har aldrig været let. Enkelte har forsøgt sig med fortættede begreber som livsduelighed, og andre med formuleringer af skolens opgave som alsidig dannelsesinstitution eller frigørelsesprojekt for almuen. Sjældent er skolens formål, dens ypperligste opgave, dog blevet formuleret så tilsyneladende enkelt og så klart som i forbindelse med den nye folkeskolereform. ‘Eleverne skal blive så dygtige som de kan’ lyder parolen (Folkeskolereformens aftaletekst, 2), og resultat-målene foreskriver, at “Mindst 80 procent af eleverne skal være gode til at læse og regne i de nationale test” (Folkeskolereformens aftaletekst, 23).
Men måske er denne kompleksitetsreducere(n)de målsætning et udtryk for en tankeløs pædagogik? Måske gemmer der sig netop i tænkningen en rigere beskrivelse af skolens formål?
I det følgende vil jeg udfolde perspektiver på en udvidet form for tænkning, der ikke indsnævrer formålsformuleringer og succeskriterier ved alene at fokusere på det, der kan måles samt forsøge at pege på de farer, der lurer ved en ensidig fokusering på de nationale test som grundlaget for en vurdering af folkeskolens succes. Derved ønsker jeg at spørge, hvordan en evalueringspraksis og –forskning kan understøtte en bred diskussion af folkeskolens succes.
Læs mere her: Cepra 143/138